Artiklen indeholder reklamelinks
Neglesvamp er en infektionstilstand, som giver grimme negle. Oftest ses de på tåneglene, men det kan i sjældne tilfælde opstå på fingerneglene også.
Grunden til, at neglesvamp oftest ses på tåneglene er, at disse er særligt udsatte. Neglesvamp kan nemlig opstå, hvis man bruger for tæt fodtøj og er fugtig på fødderne. Derfor er det ofte idrætsudøvere, der får neglesvamp, men det er noget, der kan ramme os alle.
Hvad er neglesvamp?
Neglesvamp er en infektion, der nedbryder neglen. Hvis neglesvamp ikke bliver behandlet, vil neglen med tiden blive helt ødelagt. Neglesvamp starter oftest yderst eller på siden af neglen, hvorefter den arbejder sig ind over neglen.
Får du neglesvamp vil du først opleve, at din negl bliver misfarvet og gullig. Med tiden vil du opleve, at neglen bliver tykkere, hvorefter det vil løsne sig fra underlaget.
Risiko for spredning
Hvis neglesvamp ikke bliver behandlet, vil det også sprede sig til de andre negle på den pågældende fod. Derudover er der også risiko for, at ubehandlet neglesvamp vil sprede sig til at skabe svamp i huden mellem tæerne.
Selvom neglesvamp sjældent i sig selv er smittende over for andre, er fodsvamp det til gengæld. Derfor er det vigtigt, at du behandler fodsvamp, når du opdager det. Neglesvamp kan komme fra fodsvamp, så derfor bør du kontakte din læge, hvis du har mistanke om, at du enten har neglesvamp eller fodsvamp.
Behandling af Neglesvamp
Som nævnt er det vigtigt, at neglesvamp bliver behandlet, så snart du opdager det – jo før, jo bedre. Der findes en række forskellige produkter til behandling af neglesvamp, som kan købes på apoteket. Neglesvampsbehandling kan eksempelvis bestå af en bestemt type neglelak eller neglevæske, som har til formål at bekæmpe neglesvampen.
Der findes også en tabletbehandling, som kræver en recept fra din læge. Denne type behandling er mere effektiv end neglelak og neglevæske. Med denne behandlingsform skal du typisk tage tabletter i 6-12 uger (afhængigt af mærket), men du vil dog først kunne se det endelige resultat af behandlingen efter 4-6 måneder.
Undgå neglesvamp
Der er nogle gode råd, som du kan følge for at mindske risikoen for at få neglesvamp. Neglesvamp opstår typisk i fugtige omgivelser, derfor er det vigtigt, at dine fødder får luft. Det betyder ikke, at du skal løbe barfodet rundt. Dine fødder kan også ånde gennem bomuldsstrømper. Drop derfor strømper, der er lavet af syntetisk materiale.
Når det gælder fodtøj, handler det også her om at undgå syntetiske materialer, så vidt det er muligt. Sørg for ikke at gå for meget i tætsiddende fodtøj.
Endeligt så husk at tørre dine fødder grundigt, når du har været i bad. Har du problemer med fugtige fødder, kan du eventuelt bruge fodpudder, så du på den måde kan holde fødderne tørre.
Opsøg læge
Har du mistanke om, at du har fået fodsvamp eller neglesvamp, så opsøg din læge hurtigst muligt, så du dermed også hurtigt kan komme i gang med behandlingen.
Har du mistanke om særligt fodsvamp, så husk at tage hensyn til dine omgivelser. Skal du bade i fælles baderum – eksempelvis efter sport, så tag badesandaler på.